I Hookfarm-studiet stod det hurtigt klart, at trods en anstændig rytmesans, var jeg tæt på at være tonedøv.
– Er der slet ikke noget, du kan?
Spurgte de mig.
– Jeg kan sælge sand i Sahara.
Svarede jeg så højt, at pladeselskaberne Pentagram og Pick Up Records længere nede af gangen hørte det.
De tog mig på ordet og sendte unge Riel afsted for at sælge skandinavisk musik til en af verdens største musikeksportører, nemlig England.
– You are a very brave man.
Sagde musikjournalisten og radioværten Tom Browne til mig, da jeg havde snakket mig selv ind i BBC´s hellige haller. Med det mente han meget tåbelig, men ikke desto mindre fik jeg bl.a. Kornet anmeldt i Sunday Times og Burnin Red Ivanhoe i det populære TV-program: The Old Grey Whistle Test.
Tilbage i Danmark besnakkede jeg en københavnsk lokalavis til at lade mig skrive om musiklivet og anmelde de funklende nye vinyludgivelser. Betalingen var baseret på en relativ enkel ordning, og vi aftalte en stykpris pr. indlæg. Det er logisk, at jeg hurtigt brillerede med ultra korte artikler for at presse indtjeningen i vejret, dog ikke ligeså korte som den legendariske Poul Borum slap afsted med på Ekstrabladet. Borum anmeldte Dead or Alive´s nye plade med et simpelt ”Dead”. En udgivelse fra bandet Yes blev besvaret med et ”No”. Samme anmelder holdt sig iøvrigt ikke tilbage for at hugge en af mine sangtekster til pladen ”Elmer”. Han ændrede to ord og blev krediteret for teksten. Da jeg rasende ringede på hans dør, indrømmede han det gladeligt og tilbød, at vi skulle skrive nogle popsange sammen. Det blev en meget meget lille succes, men hyggeligt var det at sidde i den store lejlighed ved havnen og kaste fjollede vers i hovedet på hinanden.
Jeg havde efterhånden skrevet sangtekster til så forskellige plader som Elmer, Melvis, Zambassa, Karnevalspladen, Per Goldschmidt´s Ariel og Halberg Larsen Band. Med disse kunstnere i bagagen fik jeg lov til at få mit eget ugentlige musikprogram hos Nørrebro Radio. Det var alt sammen meget godt, men bogen – G, som jeg var begyndt at skrive på, optog mere og mere af min tid.
Ejendommen jeg boede i, husede på dette tidspunkt min gode ven Mads Lundvall, der ligesom jeg skrev på livet løs. Vi plejede at spille skak og drikke portvin sammen, imens vi læste op af de afslagsbreve, vi modtog fra diverse forlag.
– Lovende, dybsindig, interessant…
Læste Mads pralede op og hamrede hånden ned over skakuret.
– Underholdende, overraskende, veltænkt…
Gav jeg igen og tømte overstadigt mit glas. De skulle satme ikke få os ned med nakken!
Omsider fik jeg overtalt Hans Reitzel forlag til at udgive bogen om min afdøde far. Han havde efterladt tre års dagbøger som afslørede hans umulige kærlighed til den purunge pige G. Det var min drøm at debutere på Hans Reitzel, for de havde udgivet Henry Miller, og han var en af mine helte.
Som forfatter, musikanmelder, radiovært og sangskriver, burde min lykke være nået, men sandheden var en ganske anden. Jeg var konstant i desperat pengenød. Min redning kom fra en uventet kant. Boghandleren på hjørnet havde længe forudset, at den unge Riel var ved at ligne en kopi af hovedpersonen i Knut Hamsuns ”Sult”. Da jeg en dag gik ind i butikken for at købe skrivepapir og farvebånd, gav han mig et tilbud, jeg med det samme afslog.
– Kan du ikke skrive en fødselsdagssang på melodien Jens Vejmand for en af mine kunder?
– Jeg vil hellere stikke en gaffel i øjet.
Svarede jeg fornærmet.
– Det giver ellers 175 kroner pr. sang…
Sagde han listigt og vendte ryggen til mig.
– Hvor mange vers skal den være på?
Skribentbureauet Vildfjeren var født og forretningen gik strygende. Jeg kunne lave en sang på under en time, og i konfirmationstiden havde jeg otte sange om dagen.
Hvad der først havde været under min værdighed blev hurtigt et fag, som den dag i dag stadig har min dybeste respekt. Aldrig før havde jeg mærket at mine tekster i den grad skabte glæde og grin. Jeg gik så langt som at indrykke en annonce og fik trykt visitkort med en gåsefjer i sort ramme, som folk i øvrigt troede var en sørgerand.
Hvis ikke ejeren af pladeselskabet Pentagram, Michael Bévort, havde ringet og spurgt, om jeg ville have et usikkert job i film- og reklamebranchen, tror jeg, at man stadig kunne finde min annonce i den lokale gratisavis. Men en dag ringede han og fortalte om Adaptor. Firmaet var nystartet, og hvis jeg kunne stampe en kundekreds op i løbet af fjorten dage, så ville han måske undgå at gå konkurs.
Det blev begyndelsen på et samarbejde, der varede fra 1985 til 1994. Jeg har stadig min Mayland-kalender fra det første år. Vi holdt 500 møder! Ikke telefon- eller Zoom-møder, men virkelige menneskelige møder. Hvorfra vi fik energien og ikke mindst troen på, at man godt kan bygge et fly, imens man er i luften, ved jeg ikke. Men vi gjorde det, og ”verdens sejeste sæbeboble” – som Martin Miehe Renard kaldte Adaptor – voksede til 24 ansatte og holdt sig i luften i næsten 10 år.
I 1994 åbnede jeg døren til mit eget produktionsselskab, Serious Radio Business, som stadig eksisterer i bedste velgående. Over årene har jeg haft det privilegie at arbejde med de bedste teknikere og produktionsledere, man kan ønske sig. Frem til idag har vi sammen produceret flere radioopgaver og lydbøger, end nogen af os har tal på.
Men lige meget hvor jeg har slået mine folder, er det altid det skrevne ord, jeg vender tilbage til.
Fønix-guilden begyndte jeg at skrive i 2018. Alle fire bind er udgivet på forlaget SFC (Science Ficktion Cirklen) Om der kommer en fortsættelse vil tiden vise. Det har aldrig været en hemmelighed at titlen kommer fra min tid som hardcore gamer i World of Warcraft, som er et spil, der handler om at slå ihjel og finde rustninger, våben og skatte. Blandt spillerne florerede det absurde, men sande ordsprog at: ”Når din kærestes trusser bliver et sjældent fund, så spiller du helt sikkert for meget”. Jeg forlod til sidst min guild og mine venner på Lightbringer-serveren for ikke at miste kontakten til virkeligheden, men helt forlod jeg nu aldrig WOW. Faktisk tog jeg spillet med mig. I fantasyserien lever og kæmper flere af mine medspillere videre i det dystopiske landskab, som en atomkrig vil efterlade. Jeg selv er blevet hånden, der sætter spillet igang og styrer det med de 28 taster, alfabetet stiller til rådighed.
”Trippet”, som jeg nævnte i starten, er min seneste udgivelse, og den ligger ikke i forlængelse af Fønix. Faktisk er fortællingen en forløber til – G, dog med 35 års forsinkelse!
Bogen, som jeg uden skam tør kalde mit ufortyndede hjerteblod, er den sande fortælling om venskabet med Kim Andersen, der blev afgørende for mit liv. Jeg håber den vil blive læst i samme ånd, som den er skrevet, for som Lars Mikkelsen siger til sidst i bogens trailer: Jeg er kommet for at indfri et løfte.
God læsning.
